Viden

For nogle år siden sad jeg i et bjerg af vasketøj og i et dagpengesystem, jeg prøvede at tilfredsstille.

For nogle år siden sad jeg i et bjerg af vasketøj og i et dagpengesystem, jeg prøvede at tilfredsstille. Når jeg trofast søgte, var det for at glæde et system – men jeg kunne ikke selv finde begejstringen og der var ikke en oprigtig lyst til at få det job, jeg var tvunget til at søge. Så jeg løj mig begejstret gennem ansøgningerne og skrev også, jeg var gravid (altså det var jeg!) – for så tog de mig nok ikke i betragtning. Jeg kunne mærke stress igen: jeg var kortluntet, manglede glæde og lyst – min brystkasse var spændt, og jeg havde ofte hovedpine.

I bund og grund vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg spurgte mig selv, om jeg var doven – men jeg ønskede ikke et knokleliv, hvor jeg hev mine søvnige børn ud af sengen, hvor jeg ikke spiste morgenmad med dem – for hvis de kunne lande i institutionen kl. 7, kunne jeg nå hurtigere hjem. Det hele var en jagt på tiden. Jeg styrtede op om morgen, styrtede på arbejde, løb på jobbet og styrtede ud af døren igen. Bandede, når der var kø på motorvejen og lange køer i REMA. Alt sammen en jagt på tid. Når det var DET, jeg ikke ville – hvad kunne der så blive af mig?
Og der sad jeg så – foran computeren og skulle søge de her stillinger. Og pakke vasketøj, lave aftensmad klar og hente børnene tidligt osv. osv.

Jeg passer ikke ind

Hvad der skete, kan jeg simpelthen ikke huske – men pludselig havde jeg siddet i 7 timer og beskrevet et nyt liv. Jeg gav mig selv lov til at drømme: hvad skulle mit liv indeholde, hvordan kunne jeg passe på mig selv, så jeg ikke fik stress igen – og i det hele taget blive stressfri igen.
Jeg ville være selvstændig – jeg ville bestemme over mit eget arbejdsliv. Jeg passede ikke ind i kasser og utilfredsstillende arbejdsopgaver. Jeg ville ikke jagte mennesker – jeg ville hjælpe mennesker. Jeg ville gøre en forskel for andre. Jeg vidste, jeg kunne noget unikt. At meningen med det, jeg havde været igennem var, at give det videre.

Jeg ville vise mine børn, at de skulle tro på sig selv. At de skulle skabe glæde i deres liv. Ikke knoklearbejde og en hverdag, der ikke gjorde dem lykkelige. At de skulle lege sig gennem livet og dyrke alt det gode, de kunne. Jeg vidste, at skulle jeg vise dem DET, skulle jeg gøre det.
Jeg ville passe på mig selv, og lære at elske mig selv. Jeg ville dyrke mere yoga, have ene tid med mig selv, tosomhed med min mand og mange flere fællesoplevelser som familie. Jeg ville kende mine børn og kende deres hverdag.

Da jeg havde siddet der i 7 timer, mærkede jeg pludselig en glæde – et overskud, jeg ikke havde haft længe. Den dag blev mit vendepunkt.
Og den dag kom jeg i dag til at tænke på.

Jeg har netop siddet og spist morgenmad med min familie. Jeg har kysset min mand farvel. Jeg har cyklet i solskin med mine 4 børn og afleveret dem til en god dag med deres venner og gode voksne. Jeg cyklede glad hjem – og lavede yoga og mentaltræning i solen – før jeg skulle have samtaler med en masse skønne mødre, som jeg VED, jeg kan hjælpe og som jeg VED kan få vendepunktet i deres liv i dag. Det er en gave for mig.

Jeg er rørt og stolt.

Og det betyder hele verden for mig.

Det er succes for mig.

 

Comments (0)

Post a Comment

© Copyright 2015 coach-me.dk